Astronomiens danske mester
De fleste danskere kender navnet Tycho Brahe og ved, at han var en adelsmand i 1500-tallet, som forskerede i astronomi og blev kendt i hele den civiliserede verden på grund af det.
Men vi har måske også fornemmelsen af, at han var en ganske særlig person, der nok kunne sætte fut i fejemøget, og som levede et farverigt liv. Mange ved, at han manglede et stykke af sin næse – den havde han fået hugget af, da han engang var i en duel. For at skåne den ramponerede legemsdel og af kosmetiske hensyn gik han i stedet med en næseprotese af metal. Han er også kendt for at dø af en sprængt blære. Om det er rigtigt eller ej, ved vi ikke, men rygterne siger, at han var til en begivenhed i Prag, hvor regenten også var til stede, og han kunne ikke tillade sig at gå ud for at tisse. I stedet holdt han sig så længe, at blæren gik i stykker.
Vi kender også vendingen: at have en Tycho Brahes dag, hvor man ikke skal gifte sig eller gøre andre vigtige ting, eller hvor man bare er uheldig. Betegnelsen skyldes ikke, at han var særligt uheldig, men at der i tidens astronomiske kalender var markeret en række dage, der betød uheld, hvis man foretog sig vigtige ting. Da Tycho Brahe var en berømt astronom, blev betegnelsen sikkert knyttet til ham af den grund.
Tycho Brahe oprettede et astronomisk observatorium på sin ø Hven i Øresund. der ofte betegnes som det første egentlige videnskabelige center i verden, og han blev kendt for sine præcise registreringer af solens og planeternes gang, og for at forstå vigtigheden af, at de data, man som videnskabsmand arbejder med, er præcise.